Plantepleje på den nemme måde
Det behøver ikke at være en videnskab - Vi tror på dig!
Vanding
Hvordan skal jeg vande min plante?
Det gør ikke den store forskel, om du vander oppe fra eller nede fra . Du skal bare være sikker på, at din plante får nok vand. De fleste underskåle kan ikke indeholde særlig meget vand. Det er vigtigt, at jorden bliver helt mættet med vand.
Når jorden er meget tør, vil meget af vandet løbe lige igennem, hvis du vander oppe fra. Vandet når slet ikke, at trænge ind til røddernes kerne. Derfor skal du vande en smule af gangen, så al jorden langsomt bliver våd. Du kan også tage en lille pind, og forsigtigt prikke et par huller i den tørre jord. På den måde bryder du nogle af de tørreste steder i jorden, og laver små kanaler, hvor vandet kan løbe igennem.
En anden måde at vande på er, at sætte planten i blød og lade den suge al det vand den har brug for. Dette virker kun hvis krukken har et drænhul i bunden, og er især en god teknik til mindre planter. Sæt din plante ned i en balje eller en vask. Vand den forsigtigt, indtil der løber en god sjat vand ud igennem bunden af potten. Lad planten stå et par timer, så den kan suge resten op. Lad derefter planten dryppe af, og sæt den tilbage i underskålen eller skjuleren. Med denne teknik er du sikker på, at jorden bliver helt mættet med vand og at planten ikke står og sopper i vand i flere dage.
Hvornår og hvor meget skal jeg vande?
Det er svært at sige præcis hvor meget vand, og hvor ofte man skal vande sin plante. Det handler om at lære sin plante at kende. Der er mange faktorer der spiller ind, fx placering, lysforhold, årstid, krukketype og klima.
Se og mærk altid jorden inden du vander. Hvis du bare vander uden at tjekke jorden først, er der en ret stor chance for, at du kommer til at overvande din plante. Er jorden helt tør og porøs, må du altid godt vande. Er jorden derimod fugtig eller decideret våd, har din plante ikke brugt al det vand den har fået, og den behøver ikke mere lige nu.
Forsøg dig frem i forhold til mængden, men sørg for at krukken kan rumme vandmængden, så vandet ikke løber ud af underskålen. Jo større planten er, jo mere vand skal der til. Mindre planter i små krukker behøver ikke så meget vand, til gengæld skal de vandes oftere, da den lille jordmængde tørrer hurtigere ud. En tommerfingerregel er, at du skal vande planten med 1/4 - 1/3 del af krukkens volume.
Du skal generelt passe på med at overvande eller sjatvande dine planter. Sjatvandninger får plantens rodnet til at kravle op mod overfladen, og planten får simpelthen ikke alt det vand den skal bruge. Forkert vanding kan være med til at svække planten, og i værste tilfælde dræbe planten.
Det er en god idé, at vande flere forskellige steder i krukken, så rodnettet får mulighed for at brede sig ud i hele krukken. Rødderne søger efter vand, så hvis du vander det samme sted hver gang, vil rødderne søge derover. Dette kan resultere i en skæv og svag plante. Hvis rødder står dybt og bredt, så har du en mere stabil og tilpas plante.
Hvis din plante har mistet saftspændingen og bladene er begyndt at blive tørre i kanterne, kan det være fordi din plante mangler vand. Hvis bladene er begyndt at hænge eller blive gule/brune, kan det både være overvanding eller undervanding. Det kan også sagtens være at din plante har brug for gødning eller har fået for meget gødning - følg altid instruktionerne på den gødning du bruger, og undgå at gød fra omkring oktober til marts. Mange af symptomerne er ens, så det er vigtigt at vide hvordan du har passet din plante, før du kan diagnosticere den.
Hvorfor må jeg ikke vande, når jorden er fugtig?
Når jorden er fugtig er dette en indikator for, at planten endnu ikke har kunne optage al det vand den har fået. Det er vigtigt, at jorden får lov at tørre en smule ud. Hvis jorden er fugtig eller våd i længere tid af gangen, bliver den iltfattig og dette kan bl.a. medføre at planten rådner eller at små dyr og svampe flytter ind.
Ingen stueplanter kan lide, at stå og soppe i vand i længere tid af gangen. Hvis din plante står i en urtepotteskjuler, er det vigtigt at du tjekker, om der ligger overskydende vand i den. Det samme gælder, hvis der stadig ligger vand i underskålen dagen efter du har vandet.
Hvordan skal temperaturen på vandet være?
Koldt vand er ikke ligeså lækkert for planten, som det er for dig. Du skal derfor helst lade dit vand have en temperatur på over 10 grader, men ikke lunkent og slet ikke varmt. Du kan eventuelt hælde vand op i din vandkande og lade det stå ved stuetemperatur i noget tid.